Erfaringer og politisk ståsted
De seneste 4 år har jeg været rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, valgt for Radikale Venstre. Her har jeg arbejdet målrettet på at få gennemført mest muligt af det, jeg gik til valg på for 4 år siden. Hvordan det er gået, kan du læse på ”Det fik du for din stemme”. Se, om du er tilfreds.
Før jeg blev rådmand, har jeg været
Kommunaldirektør i Rebild Kommune
Social- og Sundhedsdirektør i Frederikshavn Kommune
Børne-og Familiedirektør i Jammerbugt Kommune
Direktør i Miljøministeriet
Direktør for Teknik og Miljø i Nordjyllands Amt.
Igennem 20 år som direktør har jeg fået mange erfaringer, som jeg kan bruge i mit politiske arbejde for at gøre Aalborg Kommune til en god kommune på de mange forskellige områder, kommuner arbejder med.
På det erhvervsmæssige område har jeg derudover gavn af erfaringerne fra, at jeg i dag sidder i bestyrelsen for to erhvervsvirksomheder. Den ene som bestyrelsesformand.
Før direktørtiden sad jeg i Folketinget i 17 år og blev formand for SF’s Folketingsgruppe.
Mit politiske skifte til Radikale Venstre kom efter et jeg havde forladt Folketinget, fordi jeg ikke synes, at man kan tillade sig at skifte parti, mens man er valgt,
Hvorfor Det Radikale Venstre?
Jeg er med årene og livserfaringen nået frem til, at ikke længere ønsker en voldsom samfundsmæssig omvæltning. En stor ændring i miljømæssig forstand, ja. Men ikke en omvæltning af mulighederne for at drive virksomhed, ejendomsretten m.v. Alt sammen med social ansvarlighed selvfølgelig. På miljøområdet er jeg rigtig god tilfreds med, at Radikale Venstre er med helt fremme i front. Det er i min optik det eneste rigtige i den situation, vi står i.
Lidt mere om mig
Jeg er økologisk landmand med 120 hektar jord ned til Halkær Bredning, der er en del af Limfjorden. Sydvest for Nibe. På markerne avles der økologisk græs og korn
Jeg har udtaget 50 hektar strandenge af drift, så de bliver omlagt til natur. Her har jeg fået tinglyst, at der aldrig mere må pløjes, gødskes eller sprøjtes. Markerne skal blive til ren natur, der afgræsses af heste. De er i fuld gang 🙂
En del af arealet er allerede rigtig fin natur – udpeget som habitatområde, der betyder levested for dyr eller planter vi skal beskytte. Målet er at habitatområdet med årene vil brede sig, så der bliver mere af den rigtigt gode natur. Allerede nu er der masser af godt liv på engene med råvildt, lærker, viber og gæs.
Jeg har i Aalborg Kommune boet i først Aalborg Øst, så Grønlandskvarteret, så Kærby og så i Gistrup på et landbrug i byens udkant – før jeg endte med at flytte langt ud på landet. Her er der rigtig højt til himlen og langt til horisonten. Til gengæld må man leve med, at der er langt til nærmeste butik :-)
Privat bor jeg sammen med Susanne, og vi har tilsammen 6 børn og 5 børnebørn. Jeg spiller badminton en gang om ugen – hvor vi kæmper til sidste sveddråbe. Single med min faste makker gennem 30 år. Elsker gåture og rockmusik.